Fadder

Fra DS-Wiki
Spring til navigation Spring til søgning

En fadder er et barns dåbsvidne.
Der skal være mindst to og højst fem faddere. Deres opgave er at være vidne på, at barnet er døbt med den kristne dåb, og medfører en moralsk forpligtelse til at hjælpe forældrene med at opdrage barnet i kristendomme.
Derimod skal en fadder ikke nødvendigvis sørge for barnets opdragelse og forsørgelse, hvis forældrene dør. Forældre anbefales at skrive et børnetestamente, som de sociale myndigheder vil tage med i overvejelserne om barnets fremtid.
En fadder i den danske folkekirke skal være døbt med den kristne dåb (ikke nødvendigvis i Folkekirken) og være over konfirmationsalderen, men selve konfirmation er ikke nogen betingelse. Den af fadderne, der holder barnet over dåben og svarer på tilspørgelsen, kaldes i folkemunde gudmor/gudfar - men denne betegnelse er ikke kirkelig.
Forældre kan stå fadder til deres egne børn og også holde dem over dåben. Historisk Danske lov foreskrev, at 5 mænd og 2 kvinder måtte være faddere. Men reglen blev omgået ved, at den kvinde, der bar barnet, ikke blev regnet som fadder - det forøgede antallet af kvindelige faddere til 3.

Fadderne skulle give offer til præsten, men den regel var ikke aktiv i 1734. Derimod skulle de to kvinder, kvinden der bar barnet /var gudmoder og kvinden der stod hos / bar huen, give præsten hver 24 skilling. Andre steder var offeret blevet større.

Oftest var konen fra een af sognets store gårde gudmoder, men blev hun enke, overgik funktionen til næste kone på gården. Den, der stod hos, blev valgt blandt dem, der kunne amme; da moderen ikke kunne deltage i dåbsgudstjenesten, før hun var introduceret ca. 40 efter fødslen, var det en meget praktisk løsning.

I ældre kirkebøger findes ofte latinske betegnelser:

  • levator: gudfader
  • levatrix: gudmoder
  • susceptrix: gudmoder
  • testes: dåbsvidner
  • commater: kvindefadder
  • compater: mandsfadder
  • patrinus: mandsfadder

Ekstern henvisning

  • Fadder på wikipedia
  • Dagligliv i Danmark 1720-1790, red. Axel Steensberg, bd. III s. 46 ff.