Genforening

Fra DS-Wiki
Spring til navigation Spring til søgning

Efterhånden som 1. Verdenskrig nærmede sig sin afslutning, blev kravet om en genforening stadig bedre formuleret. Der var i hovedsagen tre forskellige mål:

  • Hele det gamle Hertugdømme Slesvig til Kielerkanalen, der skulle være under international kontrol
  • De overordnet set dansksindede områder til Clausen-linien
    • syd om Flensborg
    • nord om Flensborg

Det første mål ville genoprette forholdene før 1864-katastrofen uden afstemning; fortalerne mente, at det store tyske flertal i den sydlige del af Slesvig ville kunne genopdrages og i løbet af et par generationer ville blive dansksindede

De sidste to mål byggede på en afstemning om tilhørsforhold, for Zone Is vedkommende i Zone I som helhed, i Zone 2 kommunevist. Diskussionen gik på, om byen Flensborg skulle med i I Zone; det kunne medføre et stort tysk mindretal i det genforenede Sønderjylland, der senere kunne komme til at volde problemer.

Afstemningen 1920

Efter 1. Verdenskrig lykkedes det at få de allierede til at acceptere, at en afstemning skulle afgøre grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland

En afstemning forudsatte, at det var klart, hvem der havde stemmeret.

§ 2.
Stemmeret har i Henhold til Fredstraktatens Ordlyd enhver Mand eller Kvinde, som

  • a) er fyldt 20 Aar senest 10. Jan. 1920 (Dagen for Fredstraktatens Ikrafttræden)

og

  • b)
    • enten er født i det Omraade, indenfor hvilket der ifølge Fredstraktatens Bestemmelser skal finde Afstemning Sted (Afstemningsomraadet),
    • eller har været bosat indenfor dette Omraade siden et Tidspunkt, der ligger før 1. Jan. 1900,
    • eller er blevet udvist derfra af de tyske Myndigheder, uden dér at have bevaret deres Bopæl, d. v. s. den Bopæl, som var erhvervet før 1. Jan. 1900

Dette medførte, at alle (både tyskere og danskere), der var født i afstemningsområdet, men ikke boede der, havde stemmeret.

Denne bestemmelse var i tysk favør, fordi den gav stemmeret til børn af forældre, som kort havde opholdt sig i området – fx som tyske sæsonarbejdere, lærere, officerer eller embedsmænd. Til gengæld var det i dansk favør, at de mange, som var vandret til landsdelen sydfra efter år 1900, blev udelukket fra at stemme. Og det var i dansk favør, at de ca. 2.500, der var født i afstemningsområdet, men boede i Danmark, havde stemmeret.

De ca. 6.000 sønderjyske soldater og civilister, der befandt sig i krigsfangelejre over hele kloden, blev i en storstilet aktion hentet hjem inden afstemningsdagen.

De mange, der ikke havde et klart tilhørsforhold til enten den tyske eller den danske side, blev udsat for en massiv politisk kampagne; det midlertidige ministerium for sønderjyske anliggender lod trykke over 100.000 plakater, og tilsvarende materiale blev trykt fra tysk side.

Stemmestedet blev afgjort af bopælen: hvis man boede i afstemningsområdet, stemte man i bopælenskommunen; kom man udefra, skulle man stemme i sin fødekommune. Lister over de stemmeberettigede var fremlagt til gennemsyn lokalt.

I Zone 1 fra Kongeåen til den nuværende grænse var stemmeprocenten 91,5% (godt 100.000 stemmer). De tilrejsende udgjorde 15.000 fra Danmark og 9.000 fra Tyskland. Ca. 8.000 tysksindede sønderjyder var afskåret fra at stemme, da de var tilflyttet efter 1.1.1900.

Det samlede afstemningsresultat i Zone 1: 74,9% for Danmark, 25,1% for Tyskland; se kort over stemmefordelingen i Zone 1 og 2 her

Integrationsprocessen

Der var mange udfordringer i forbindelse med integrationsprocessen: skulle dansk forvaltningspraksis indføres generelt, eller var der områder af forvaltningen, det var fornuftigt at bevare? To administrative områder blev bevaret

  • Personregistrene med kommunal registrering af fødsel og død. Personregistreringen ligger i Kongeriget hos præsten/sognet. Den obligatoriske preussiske civile vielse blev afskaffet i 1925, men fødsel og død skal stadig opsøges i personregistrene; disse er underlagt samme adgangsfrister som kirkebøgerne og er scannet af Statens Arkiver (se links til PR under de enkelte sogne i DS-Wiki)
  • Grundbøgerne blev indtil efter 2. verdenskrig fortsat ført efter det preussiske matrikelsystem fra 1870'erne

Andre hovedområder voldte hovedbrud:

  • Arbejdsmarkedsforsikringer: Bismarcks socialreformer i 1880'erne havde indført lovpligtige forsikringer mod sygdom, ulykke, alder og invaliditet, der omfattede arbejdere, senere også funktionærer, løsarbejdere, landarbejdere og tjenestefolk. Disse opsparede rettigheder var på spil før afstemningen i 1920, for dem ville man ikke give afkald på. Da de tyske forsikringer ophører med at blive udbetalt i begyndelsen af 1920'erne, må sognekommunerne tage over. Først med K. K. Steinkes socialreform i 1933 får Danmark noget lignende.
  • Skolevæsen: Der manglede lærere, der kunne undervise under dansk regi. De aktive lærere var jo ansat under det preussiske styre. En del af disse valgte efter genforeningen at søge sydpå af nationale årsager. Mange havde været indkaldt, og en del af dem var invalideret eller faldet. Man valgte at beholde mange af de 'tyske' lærere; de fik et kursus i dansk og gik i gang. Men hullerne skulle fyldes ud, og man valgte at stille krav til nordfra-kommende lærere: de skulle igennem en forhåndsvurdering hos forstander Appel på Askov højskole, før de fik adgang til at søge job i de sønderjyske sogne. Fra det preussiske system overtog man det faglige tilsyn med lærerne; der blev ansat amtsskolekonsulenter, der var pædagogisk uddannede og kendte forholdene i landsdelen; disse udførte det tilsyn, som provsterne havde i 'Kongeriget'. Skolebøgerne skulle skrives om; det var vist kun regnebøgerne, der i første omgang overlevede overgangen til dansk skole

Det tyske mindretals børn ville man beholde i folkeskolen, men i modsætningen til preussernes politik valgte man at lade børnene undervise på deres modersmål - og hvor der i en kommune var tysk flertal, dansk mindretal, fik de danske børn undervisning i dansk. Var elevtallet stort nok, i to parallelle afdelinger på samme skole. Man forsøgte at undgå, at der blev oprettet tyske privatskoler, hvilket i vidt omfang lykkedes, især i landsognene.

  • Infrastruktur: Dem preussiske trafikplanlægning satsede på jernbanetransport. Et kort over 'æ Kleinbahn' viser, hvilke områder der blev betjent. Udviklingen var forlængst gået i retning af lastbiltransport. Smalsporsbanerne blev efterhånden nedlagt og erstattet af et net af diagonalveje og forbedrede lokalruter

Henvisninger

  • Harmonisering eller særordning, red. Erik Nørr og Hans Schultz Hansen, Historisk Samfund for Sønderjylland 2002
  • Morten Andersen: Den følte grænse, Historisk Samfund for Sønderjylland 2009
  • Hans Schultz Hansen: Genforeningen, Aarhus Universitetsforlag 2019
  • Erik Nørr: Genforeningens bedste gave, Historisk Samfund for Sønderjylland 2003
  • Bekendtgørelser fra den internatiale Slesvig-kommission