Matrikel

Fra DS-Wiki
Spring til navigation Spring til søgning

Matrikulering på landet

Landgilden, som var fæstebøndernes afgift til godsejerne, var de fleste steder blevet indført som afgiftssystem op gennem middelalderen. Landgilden blev betalt som naturalier fra fæstebøndernes produktion, f.eks. som høns, gæs og korn.
Ved enevældens indførelse i 1660 var staten næsten bankerot, og Frederik III havde behov for øgede skatteindtægter. Adelen og godsejerne blev samtidig frataget deres ret til at udskrive skatter, og staten havde herefter behov for at etablere et ensartet skattegrundlag. Dette førte til en central registrering af alle jorder i en såkaldt matrike, hvor hver enkel ejendom blev registreret.
En matrikel er således en fortegnelse over en ejendoms jordtilliggende, dens ejer og bruger samt den helt centrale angivelse af hartkorn, der dannede grundlag for den efterfølgende påligning af skatter. Op igennem tiden blev hartkornvurderingen forbedret fra en simpel omregning af landgildens naturalier til en udmåling af alle loddernes arealer koblet til en vurdering af hvert enkelt lods bonitet med henblik på at opnå en ensartet vurdering af ejendommene i forhold til, hvad de kunne give i udbytte til deres ejere eller brugere. Der er således en klar linie fra hartkorn frem til vor tids ejendomsvurderinger i pengebeløb som grundlag for ejendomsskatter og grundskyld, der erstattede hartkornskatterne i starten af 1900-tallet.

Kommissionsmatriklen i 1662

I henhold til kongeligt reskript af 17. december 1660 skulle Kammerkollegiet afgive betænkning om en matrikel over alle kongens og andres ejendomme i Danmark. Betænkningen dannede grundlaget for den første matrikulering af de danske jordejendomme i 1662. Denne matrikel benævnes Kommissionsmatriklen. Matrikelprotokollen indeholder oplysninger om hver jordejendoms ejer, bruger (fæster), størrelse, landgilde samt hartkorn. Kommissionsmatriklen blev kasseret allerede i 1663.

Amtstuematriklen i 1664

Ved Skattekammerordre af 26. november 1663 blev det pålagt amtmænd og amtsskrivere at udarbejde en ny matrikel og jordebog over jordgodset. Materialet skulle indsendes til Rentekammeret inden udgangen af februar 1664 og dannede sammen med Kommissionsmatriklen af 1662 grundlaget for Amtstuematriklen.
Matrikelprotokollen er opbygget på samme måde som Kommissionsmatriklen fra 1662. Den indeholder herreds-, sogne- og byvis oplysninger om navne på jordens ejere, brugere og fæstere, den landgilde, som de betalte, samt hvad det blev regnet for i tønder hartkorn. Amtstuematriklen er bevaret for størstedelen af Danmark.

Christian V’s matrikel (Landmålingsmatriklen) i 1688

Efter skrivelse af 10. juli 1680 indsendte amtmændene en serie ekstrakter af amtstuematriklen fra 1664 til Rentekammeret. Disse ekstrakter dannede forarbejdet til Landmålingsmatriklen, også kaldet Christian den 5’s matrikel, der blev udarbejdet frem til 1688, hvor den trådte i kraft.
I Christian V’s matrikel blev jordejendommenes skatteevne ansat gennem opmåling af jorderne og vurdering af disses produktionsevne og udbytte.
Opmålingsprotokollen behandler hver by for sig. Til hver by hørte tre eller flere vange eller bymarker, der hver især behandles særskilt. Inden for hver vang opmåltes de enkelte åse, og åsene anføres med navn på den person, som havde brugsretten, samt agrenes mål og jordens taksering.

I ekstraktopmålingsprotokollen anføres det samlede areal for hver ejendoms agerjorder.
Markbogen er en fællesbetegnelse for opmålingsprotokollen og ekstraktopmålingsprotokollen.
Modelbogen/beregningsprotokollen er indrettet herredsvis, og de enkelte jordejendommes areal er beregnet i kvadratalen og sat i hartkorn efter en given skala i forhold til jordernes bonitet.

1844-matriklen

Den 16. maj 1804 godkendte kongen Rentekammerets plan for udarbejdelsen af en ny matrikel på landet. Opmålingsarbejdet blev færdigt i 1822. Ved forordning af 24. juni 1840 blev den nye matrikel stadfæstet, men trådte først i kraft den 1. januar 1844. Matriklen 1844 er grundlaget for den nuværende matrikulering af jorder på landet.
Baggrunden for 1844-matriklen er udskiftningen i slutningen af 1700-tallet, som medførte en omfattende ændring af jordejendommenes struktur. Som i 1688-matriklen opdeltes matrikuleringsarbejdet i opmåling, bonitering (vurdering af jorden) og hartkornsansættelse. Jorderne blev i 1844-matriklen vurderet i henhold til en 24-trins skala – den bedste jord fik takst 24. I forhold hertil blev hvert jordstykke vurderet, således at fede jorder blev vurderet med en høj takst, mens magre jorde blev takseret lavt.
I sogneprotokollen/beregningsprotokollen angives hver jordejendoms forskellige jordstykker med deres areal i kvadratalen samt ejer og brugernavne.
Matrikelprotokollen er et uddrag af sogneprotokollen/beregningsprotokollen. Den medtager ejer- og brugernavne, nyt matrikelnummer samt gammelt og nyt hartkorn. Udformningen svarer til matrikelprotokollen fra 1688.

Eksempel

Erik Helmer Nielsen: De gamle gårde og deres beboere, Slægt&Data1995/2 s. 4ff
Resume: Matrikelnumret på ejendomme er medtaget i folketællingerne fra 1901 og har deres oprindelse i sogneprotokollerne. Matrikelnummeret kan genfindes på matrikelkortene fra 1844, hvor der på de formindskede sognekort er angivet, hvilke ejerlav sognet er opdelt i. Med ejerlavene kan man skille de forskellige nummerserier fra hinanden. Vil man placere beboerne på matriklerne v.hj. af folketællingerne, er der det problem, at der mellem 1801 og 1834 sker en del ændringer i, hvem der bor hvor. Med nogen forsigtighed kan man gå ud fra, at optællingen i en landsby er nogenlunde i rækkefølge, men sikkert er det ikke. Fortsætter man op til FT 1911, hvor matrikelnumrene er oplyst, kan man måske få skabt en sammenhængende ejerrække bagud.

Arkivalier

  • 1664-matriklen findes i Rentekammerets arkiv på Rigsarkivet.
  • 1688-matriklen findes i Rentekammerets arkiv på Rigsarkivet.
  • 1844-matriklen findes i Kort & Matrikelstyrelsen.

Litteratur

Norman V. Steenstrup, Poul Jensen: Baroniet Guldborglands fæstegårde (1989)