Konfirmation

Konfirmation betyder bekræftelse; i kirkelig sammenhæng er konfirmationen en bekræftelse på dåbspagten. Konfirmationen har sin historiske baggrund i den katolske kirkes sakramente firmelsen, og traditionen fortsattes efter reformationen som en overhøring i den kristne tro - uden denne fik man ikke adgang til nadveren. Men der gik lang tid, før behovet for et egentligt ungdomsritual slog igennem i den lutherske kirke. I kongeriget blev konfirmationen indført ved lov 1736 og var forbundet med pietismens krav om, at en voksen kristen skulle kunne læse og skulle kende Luthers katekisme.

Alderskrav:
tidligst, når barnet var fyldt 14 år. Hvis barnet var født i det rigtige kalenderår, men op til nogle måneder efter konfirmationen, kunne forældrene søge dispensation fra alderskravet; dermed kunne barnet komme ud og arbejde og aflaste forældrenes økonomi.
Senest som 19-årig

I Sønderjylland blev kravet om oplæring i kristentroen indskærpet 1646 i den kongelige del og 1682 i de Gottorpske dele af hertugdømmet

I kirkebøgerne er det forskelligt, hvor konsekvent konfirmations-listerne er ført, og først fra slutningen af 1700-tallet kan man regne med at finde dem på Arkivalieronline

Efter 1849:

Reglen om, at man skulle være konfirmeret for at kunne indgå ægteskab afskaffes endegyldigt i 1909:
Ifølge Fr. 30 April 1824 § 3 Nr. 2 jfr. Kirkerit. 25 Juli 1685 Kap. 8 og Reskr. 5 Maj 1741 skulde begge Brudefolkene være konfirmerede og have annammet Nadverens Sakramente; men nu har Anordn. 1 Febr. 1909 § 9 bestemt, at det, ,,at Personer, der agter at indgaa Ægteskab ikke er konfirmerede eller har deltaget i den hellige Nadver, skal for Fremtiden ikke være nogen Hindring for, at de stedes til kirkelig Vielse."
Herefter maa Præsten ikke blot som tidligere være berettiget, men han maa ogsaa være forpligtet til at vie dem, uden at de opfylder de nævnte Betingelser.
Men ved indgåelse af borgerligt ægteskab (muligt fra 1851) gælder: Attest for Udskrivning af Skolen traadte i Stedet for Konfirmationsattest, L. 13 April 1851 § 5. fra: Viggo Benzon: Den Danske Familieret, København 1910, s. 67/82