Amt

I Kongeriget indføres under enevælden bl. a. en reform af regionsopdelingen

1662

Amterne afløste lenene i 1662 som den overordnede regionale administrative enhed. I perioden frem til 1793 reduceres amternes antal fra 49 til 24.

Amtmanden skulle påse, at lovene og kongens ordrer blev overholdt, og han skulle beskytte folk mod overgreb, især den frie del af befolkningen, der ikke var fæstebønder

1793

Amternes antal og navne varierede gennem tiden, men i 1793-1794 skabtes de amter, der er kendt i det 20. årh.

Hjørring Amt Thisted Amt Ålborg Amt Viborg Amt Randers Amt Ringkøbing Amt Ribe Amt Århus Amt Skanderborg Amt (1824-67) Vejle Amt Tønder Amt (fra 1920) Haderslev Amt (fra 1920)

Åbenrå Amt (fra 1920) Sønderborg Amt (fra 1920) Odense Amt Svendborg Amt Holbæk Amt Frederiksborg Amt Københavns Amt Roskilde Amt Sorø Amt Præstø Amt (fra 1803) Maribo Amt Bornholms Amt

Sønderjylland

I Hertugdømmet Slesvig, der ikke var berørt af enevældens reformer, var der en række områder, der først kom under amterne i 1800-tallet, senest 1853: Oktrojerede koge, adelige områder og kirkelige besiddelser.

I 1867 blev amterne omdannet til Landkreise; disse omfattede også de tidligere kongerigske enklaver og - i modsætning til Danmark - også købstæder og flækker. Amtmandens afløser var Landrat. I Sønderjylland var der 4 Landkreise; disse fortsætter som danske amter efter 1920, selv om de er meget små sammenlignet med amterne nord for Kongeåen. I 1932 sammenlægges Aabenraa og Sønderborg amter

Det danske begreb amt skal ikke sammenblandes med det preussiske Amt, der kun bestod af 2-3 kirkesogne og bedst kan sammenlignes med et (lille) herred. Den preussiske leder af et sådant amtsdistrikt var Amtsvorsteher og oftest en gårdejer med det rette politiske sindelag.