Hertug

I Danmarks historie spiller hertugerne i Slesvig og Holsten en afgørende rolle. De var af kongeslægt og havde til deres underhold fået tildelt et hertugdømme. Kong Frederik Is tre sønner arvede i 1544 som hertuger hver sin del af Slesvig og Holsten: • Christian III: i Slesvig: Sønderborg, Nordborg, Flensborg; i Holsten: Segeberg, Steinburg, Plön; lokalt hovedsæde: Sønderborg slot • hertug Hans d.Æ.: i Slesvig: Haderslev, Tønning, Løgumkloster, Fehmarn, vadehavsøerne Sild, Föhr, Nordstrand; i Holsten: Rendsburg, Bordesholm; hovedsæde: Haderslev • hertug Adolf: i Slesvig: Aabenraa, Gottorp, Eiderstedt; i Holsten: Kiel, Neumünster, Oldenburg og Trittau; hovedsæde: Gottorp Ud over dette regerede de tre hertuger i fællesskab (= havde indtægter fra) de meget store områder med adelige godser i både Slesvig og Holsten. Christian III var altså samtidig konge af Danmark, dermed sine brødres suveræn, og hertug over sine besiddelser i Slesvig og Holsten, dermed deres ligemand. Desuden var en hertug i Holsten, og dermed den danske konge som hertug i Holsten, den tyske kejsers undersåt med dertil hørende forpligtelser i f.eks. krigstid.

[[1]]