Kreditvæsen
Det var kongen, der slog mønt, og indtil 1. verdenskrig var hovedmønterne af ædelmetal. Indtil 1875 af sølv, derefter guld. Kongen kunne derfor kun slå så meget mønt, som han kunne skaffe sig ædelmetal til.
Lån blev oprindeligt arrangeret mand og mand imellem, oftest mod pant i fast ejendom. Al pantsætning skulle tinglæses på de årlige landsting (snapstingene), så der blev alligevel tale om et marked med flere udbydere og efterspørgere. Efter 1683 var der i Kongeriget fem landsting, nemlig i Viborg (Nørrejylland), Odense (Fynbo Landsting), Ringsted (Sjællands Landsting), Maribo (Lolland-Falster Landsting) og Rønne (Bornholms Landsting). Landstingene blev nedlagt i 1805.
I hertugdømmerne var det på Kieler Umslag (6.-13. januar), at udbydere og lånere mødtes en gang om året. Ikke kun fra hertugdømmerne; her var der adgang til det store udenlandske lånemarked, der også betjente konger og fyrster. Kieler Umschlag erstattes i løbet af 1700-tallet af lånemarkedet i Hamburg.
I det daglige slog dette lånesystem ikke til. Menigmand var henvist til at optage lån hos pantelånere, f.eks. Assistenshuset i København. Ihændehavere af gældsbeviser kunne overdrage gældsbeviset til en anden og på den måde få kontanter på hånden igen.
Fæstebønderne måtte skaffe sig mønt til betaling af fæsteafgifter ved salg af deres produkter i den nærmeste købstad, på torvet eller hos en købmand.
Det var et upraktisk system, da man i slutningen af 1700-tallet ville have udviklet landets økonomi. Der oprettes nu egentlige kreditinstitutioner: Den kgl. Creditkasse (1786-1816), Den almindelige Enkekasse (1800-; Enkekassen er oprettet i 1775), Overformynderierne, Københavns Brandforsikring (-1795), Kreditkassen for Husejere i København (1797-). Med Fondsbørsen (1808-) fik Danmark en egentlig handelsplads for værdipapirer.
Almindelige banker til civilt brug opstod først i midten af 1800-tallet.
Henvisninger
- Tråden Banker før 1736 i DIS-Forum
- Dansk kulturhistorisk opslagsværk, København 1891 s. 490 ff.